Bør min datter skifte skole efter lærermobning?

Til rette vedkommende

Jeg henvender mig til Forældrerådgivningen, ideét jeg står i en meget ulykkelig situation i forhold til min datter, der går i 4. klasse på en privatskole. Sagen er meget kompliceret og jeg vil nedenfor give et oprids af situationen.

Først en kort beskrivelse af min datter

Min datter er en meget glad, positiv og imødekommende pige med masser af humor. Hun er meget pligtopfyldende, laver altid sine lektier og er interesseret i skolearbejde. Hun har læsehunger, og hun synes det er sjovt at løse skoleopgaver. Hun har mange venner og har ofte kammerater med hjem og hun er meget glad for at udføre aktiviteter af fysisk karakter. Hun svømmer, spiller tennis, skøjter, danser m.m.

Der har dog også været nogle udfordringer omkring min datter, og i december 2007 fik hun diagnosen dyspraksi med udgangspunkt i nedsat sanseintegration (tidligere kaldet fumler-tumler-børn). Det kan give børn udfordringer af hhv. faglig, social og motorisk karakter. Det skal siges, at der er forskellige grader af denne tilstand, og at hun er fundet til at have vanskeligheder af let karakter (som reference kan nævnes, at den dreng, der spiller Harry Potter har dyspraksi). Rent fagligt kan eksempelvis siges, at min datter havde svært ved at lære at læse, men at hun knækkede læsekoden i slutningen af 1. klasse. Et eksempel på de konkrete sociale udfordringer i forhold til min datter er, at hun er klodset og at hun kan fremstå som voldsom i sine bevægelser, hvilket til tider bringer hende ud i konflikter. Et eksempel på de motoriske udfordringer er, at hun kan have svært ved at binde sine snørebånd (hun er bekendt med teknikken, men hendes fingre tenderer til at ”snuble” over hinanden).

Skolepsykologen har ligeledes testet hende ved en såkaldt WISC-test og fundet, at hun er en helt normalt begavet pige, der har behov for lidt støtte, og at hun kan bruge den støtte. Hun har forklaret det således, at man skal lægge skinner ud for hende – vise hende hvordan – og så kan hun. Min datter skal tillige på Bispebjerg Hospital til november. Hun har tics i form af bl.a. ”glædesråb”, hvilket kan bringe mistanke om Tourettes syndrom. Skolepsykologen siger, at det ikke ser ud som om, at hun har ADHD, idet hun i WISC-testen scorede højt, der hvor disse børn sædvanligvis scorer lavt (omtanke og regning).

Udfordringer på skolen

Der har løbende igennem min datters skoletid været visse udfordringer i forhold til klasselæreren. Jeg oplever hende som en dygtig faglærer, men at hendes måde at kommunikere på ikke altid er lige hensigtsmæssig. Dels i forhold til hendes tilgang til min datter og dels i forhold til skole-hjem-samarbejdet (det skal lige siges, at de øvrige lærere omkring min datter er meget søde overfor hende og meget samarbejdsvillige i forhold til hjemmet).

I forhold til skole-hjem-samarbejdet med klasselæreren oplever jeg følgende:

Manglende balance og nuancering i forhold til beskrivelse af min datter
Jeg oplever desværre, at klasselæreren generelt er ubalanceret i sin beskrivelse af min datter. Det vil sige, at hun kun fremstiller de ”negative” sider og aldrig nævner de mange positive sider, min datter også besidder. Jeg oplever endvidere, at hun ikke er nuanceret i sin beskrivelse af hende: Det vil sige, at hun fremstiller et opgavefelt som om, at min datter slet ikke kan frem for at udpege hvilke delelementer, hun kan og hvilke delelementer hun har sværere ved. Dette mener jeg er vigtigt i forhold til at tilrettelægge støtte.

Mangel på interesse i forhold til at se barnet hele vejen rundt

Hvis jeg nævner noget positivt om min datter bliver hun vred og siger, at jeg ikke kan se, at mit barn har udfordringer. Jeg har søgt at forklare hende, at jeg da naturligvis kan se hendes udfordringer, men at jeg mener, at det er vigtigt, at vi drøfter dels min datters stærke sider såvel som de områder, hvor hun har behov for støtte. Endvidere har jeg fortalt hende, at det er vigtigt at se min datter hele vejen rundt i forhold til de forskellige arenaer, hvori hun færdes. Dette i forhold til at udveksle erfaringer omkring, hvad der virker og hvad der ikke virker. Eksempelvis siger klasselæreren, at min datter ikke forstår, hvad hun læser. Min vurdering er, at min datter konkret har behov for støtte i forhold til ikke at blive for detaljeret i sin redegørelse af handlingen i en historie. Jeg mener, at det er en væsentlig sondring. Endvidere har jeg søgt at forklare, at de mange nederlag har påvirket min datters selvtillid i en negativ retning og at hun kan finde på at sige, at hun ikke kender svaret på et givent spørgsmål. Jeg har dog oplevet herhjemme, at min datter godt kender svaret, men ikke tør sige det, idet hun er bange for, at hendes svar er forkert. Jeg mener, at det er vigtigt at tage dette hensyn frem for blot at opfatte hende som én, der ikke kan.

Hvis jeg henvender mig til hende med et behov eller en situation, hvor min datter er blevet ked af det, vil hun ikke tage affære

Eksempelvis da min datter fik briller i slutningen af 1. klasse og øjenlægen havde sagt, at det var vigtigt, at hun sad i midten af klasselokalet så hun kunne se direkte op på tavlen, afviste klasselæreren at gøre dette – uden begrundelse.

Et andet eksempel er, at klasselæreren i starten af 4. klasse havde forbudt min datter at lege med én af sine klassekammerater i en uge. I den forbindelse orienterede jeg klasselæreren om, at min datter havde oplevet, at alle pigerne havde leget med denne pige i frikvarteret og at min datter således havde stået helt alene, idet hun ikke måtte lege med denne ene pige. Da jeg hertil spurgte, om klasselæreren kunne træffe foranstaltninger til, at min datter ikke stod i en sådan situation igen og dermed blev holdt udenfor, blev det pure afvist. Nu måtte min datter føle konsekvensen af sine handlinger, sagde hun.

Miskreditering

Det mest graverende er dog, at jeg oplever, at hun søger at miskreditere mig. Hun har eksempelvis fortalt de øvrige lærere, rektor og skolepsykolog, at jeg ikke ønskede, at de øvrige børn fra klassen skulle orienteres om min datters diagnose. Dette har jeg svært ved at forstå, idet jeg umiddelbart efter hun fik sin diagnose, udfærdigede et skriv til hhv. skole og SFO, der indeholdt følgende: 

- Henvisning til links samt bøger, hvor der kan indhentes yderligere information

- Anbefaling til orientering af kammerater

- Beskrivelse af min datters ressourcer samt områder, hvor hun kan støttes. Dels på baggrund af opsamling af kommentarer i rapport fra hospitalet samt på baggrund af egne observationer.

- Lagde op til en psykologisk vurdering af min datters hukommelse (eks. visuelt, auditivt)

- Lagde op til en fælles drøftelse af, hvordan vi sammen kunne fremme min datters positive sider og hvordan vi fælles kunne støtte hende på de områder, hvor hun har behov.

Hensigten med dette dokument var at danne udgangspunkt for det samarbejde, jeg antog, skulle påbegyndes; en form for udkast til handlingsplan. Der var gjort plads til, at skole og SFO kunne indskrive deres egne observationer og kommentarer med henblik på en fælles drøftelse af, hvorledes, der kunne sættes ind overfor min datter på optimal vis. Der blev desværre aldrig fulgt op på dokumentet og mit initiativ.

Jeg har desværre også oplevet, at klasselæreren har udfærdiget et pædagogisk notat, hvori hun beskriver, at jeg bl.a. har haft svært ved at erkende, at min datter har særlige problemer, men at jeg nu har erkendt det og derved har en bedre lektiesituation med min datter. Notatet er ikke udleveret til mig af skolen men af skolepsykologen, der mente, at jeg burde have det. Jeg bliver meget fortvivlet over at læse sådanne usandheder omkring min person, idet jeg udmærket er bevidst omkring min datters udfordringer og søger at støtte hende på alle mulige måder. Endvidere har jeg generelt en meget markant holdning til, at det er vigtigt at læse lektier med sine børn – uanset om de har udfordringer eller ej, og jeg har altid støttet hende i dette. Det var eksempelvis også mig, der lærte min datter at læse.

Efter jeg modtog dette skriv fra skolepsykologen, søgte jeg rådgivning hos hende i forhold til det dårlige samarbejde, og min fortvivlelse i forhold til den miskreditering, jeg føler, at jeg bliver udsat for. Vi planlagde derfor sammen at drøfte skole-hjem-samarbejdet på et møde på skolen med lærerne og rektor. Vi valgte at gøre det på en positiv og fremadrettet facon med et ønske om, at mødes mere hyppigt og drøfte hvorledes vi kunne fremme min datters positive sider. Desværre endte det med, at klasselæreren tog det ilde op og til sidst gav udtryk for, at hun ikke ville møde sig ihjel og ikke ville arbejde gratis.

Jeg mener selv, at jeg har gjort alt muligt for at sikre et ordentligt samarbejde mellem skole og hjem. Jeg inviterede f.eks. hhv. skole og SFO med til mødet på Amager Hospital, da vi som forældre fik resultaterne fra udredningen af min datter. Jeg har tillige arrangeret møder på skolen med henblik på rådgivning af skole og SFO ved hhv. den ergoterapeut, der udredte min datter samt den fysioterapeut, der efterfølgende behandlede min datter. For ikke at tale om det skriv, jeg udfærdigede som orientering af skole og SFO efter min datter fik sin diagnose.

Jeg er bekymret for, at klasselærerens modstand mod mig er begrundet i, at jeg i slutningen af 1. klasse gjorde hende opmærksom på, at jeg ikke fandt det hensigtsmæssigt, at hun kommunikerede ”det svære budskab” om, at min datter burde udredes på børnepsykiatrisk afdeling på Bispebjerg Hospital via et skriv i kontaktbogen, men at hun i stedet burde have indkaldt til et møde (det skal siges, at min læge på daværende tidspunkt vurderede, at min datter ikke skulle udredes på Bispebjerg Hospital men i stedet henviste hende til Amager Hospital med begrundelsen: At det var en lægelig vurdering og ikke op til en lærer at henvise børn til børnepsykiatrisk afdeling).

Det skal siges, at jeg i april 2009 kontaktede rektor med henblik på at drøfte det jeg benævnte ”kommunikationsvanskeligheder og misforståelser” mellem klasselæreren og mig. Hun afviste at drøfte det med mig og sagde, at jeg kunne sige undskyld til klasselæreren.

I forhold til tilgangen til min datter oplever jeg følgende:

Negativ fremstilling af min datter

Jeg har desværre også oplevet, at klasselæreren fremlægger ”episoder” omkring min datter på negativ og falsk grundlag. Min datter kom eksempelvis i slutningen af 3. klasse til at give én af sine klassekammerater en mindre hjernerystelse, da hun skulle flytte sin stol fra sin sædvanlige plads til en anden plads (i forbindelse med noget gruppearbejde), hvorefter hun ganske uforvarende kommer til at knalde stolen ind i hovedet på én af pigerne. Jeg kontaktede efterfølgende forældrene – dels for at give udtryk for min beklagelse samt høre til, hvordan pigen havde det. I denne forbindelse forsikrede forældrene mig om, at både de og pigen godt vidste, at det var et uheld, og at min datter ikke havde gjort det med vilje samt at hun endelig ikke måtte gå og være ked af det og bebrejde sig selv. Klasselæreren fremlagde desværre sagen som om, at min datter havde gjort det med vilje i et vredesanfald.

Klasselæreren skælder endvidere ofte min datter ud fordi hun ikke vil acceptere, når de andre børn ikke vil lege med hende. At hun har øje for, at min datter ikke vil acceptere dette, men ikke har øje for, at andre børn kan agere på samme vis fremgår af nedenstående:

Min datter og én af hendes klassekammerater havde lavet en aftale om at lege sammen i SFO en torsdag. Tidligere på ugen leger pigerne også sammen i SFO og bliver uvenner. Hertil siger min datter, at hun alligevel ikke vil lege med sin klassekammerat på torsdag.

Min datter og den anden pige bliver enige om at gå over og tale med klasselæreren. En voksen fra skolens SFO går med pigerne over på kontoret. Min datter og den anden pige taler med klasselæreren. Emnet er, at de nogle gange ikke vil respektere, hvis den ene ikke vil lege med den anden. Den anden pige siger, at min datter ”havde lovet, at hun ville lege på torsdag, men så sagde hun, at hun alligevel ikke gad”. Klasselæreren siger hertil: ”Det kan jeg godt forstå, at du bliver ked af”. Efter klasselæreren er gået, siger den voksne fra SFOen til min datter og hendes klassekammerat: ”Ja, jeg kan godt se, at hun (klasselæreren) tror lidt mere på dig (den anden pige) end på dig (min datter). Du (min datter) skal lade hende (den anden pige) være, når hun (den anden pige) ikke vil lege med dig (min datter), men når du (min datter) ikke vil lege med hende (den anden pige), så siger hun (klasselæreren): At det kan jeg godt forstå, at du er ked af”.

Situationen pt.

Situationen er pt. den, at selv hendes klassekammerater fortæller mig, at klasselæreren konstant overvåger min datter, skælder hende ofte ud, ikke vil høre på hendes side af historien og straffer hende for ting, hun ikke har gjort.

På det seneste har min datter desværre været udsat for noget, jeg vil karakterisere som lærermobning. Jeg skitserer det nedenfor:

Det seneste sagsforløb

Min datter og jeg har sammen med en anden pige fra klassen og dennes mor arrangeret at holde fælles fødselsdag for klassen. I den forbindelse udarbejder min datter og jeg invitationerne. Vi aftaler, at pigerne skal dele dem ud sammen torsdag d. 29. april, og min datter går glad og forventningsfuld i skole den dag.

Da hun kommer hjem den dag, fortæller hun dog bedrøvet, at hun ikke var med til at dele fødselsdagsinvitationerne ud. Hun fortæller, at hun og den anden pige i starten af skoledagen, fortæller klasselæreren, at de skal dele deres invitationer ud sammen. Min datter bliver senere på dagen smidt udenfor døren og i den forbindelse bliver fødselsdagsinvitationerne delt ud til klassen – uden min datter.

Den pige, min datter skulle holde fødselsdag med, fortæller efter timen min datter, at hun af klasselæreren er blevet bedt om at tage invitationerne op af Johannas taske og dele dem ud - uden min datter. Endvidere siger pigen, at hun er ked af, at hun har gjort det, men ikke kunne lidé at sige nej. Også andre børn har fortalt, at klasselæreren bad denne pige dele invitationerne ud.

Jeg beslutter mig derfor for at tage kontakt til dansklæreren for at få en dialog med denne omkring omtalte episode. Jeg skriver en mail til hende og fremlægger sagen kort for hende og beder hende ringe til mig (det er tidligere tilkendegjort, at det er ubelejligt at ringe til lærerværelset kl. 12.00, når dette ellers er åbent for henvendelser). Jeg angiver eksplicit i mailen, at jeg håber på en positiv dialog. Jeg skriver denne mail mandag d. 3. maj og angiver hvilket tidsrum, klasselæreren kan træffe mig i – hhv. mandag d. 3. maj og tirsdag d. 4. maj. Jeg ringer endvidere tirsdag d. 4. maj til kontoret og lægger en besked, hvor jeg beder klasselæreren ringe mig op.

Der går 2 dage – uden at jeg modtager noget opkald. Til gengæld ringer min datter tirsdag d. 4. maj og fortæller, at klasselæreren denne dag har hevet hende til side og skældt hende ud over, at jeg havde sendt hende en mail. Min datter fortæller dels, at hun fik skældud over, at jeg havde skrevet, at klasselæreren havde opfordret den anden pige til at dele invitationerne ud – uden min datter og sagde til min datter, at det var usandt. Endvidere fortalte min datter, at der var blevet sagt: ”når man ikke kan følge reglerne, bliver man sendt udenfor døren og så kan man ikke deltage i de ting, der foregår i klassen – heller ikke dele sine invitationer ud” til hende. Min datter fortæller, at hendes hjerte efter det bankede meget hurtigt hele dagen, fordi hun var bange for at få skældud af dansklæreren igen. Set ud fra min datters børneperspektiv, har hun jo fået skældud af klasselæreren, fordi hun er gået hjem og fortalt sine forældre, at hun er ked af, at hun ikke har fået lov til at dele sine egne fødselsdagsinvitationer ud.

Status

Desværre har situationen udviklet sig til noget meget grimt. Da det ikke lykkedes mig at få kontakt til klasselæreren, tilbyder min datters far at tage kontakt. Han ringer således den efterfølgende dag til skolen og ender med at tale med hhv. matematiklæreren og rektor (han fik heller ikke klasselæreren i tale). Bølgerne går desværre lidt højt dem imellem, og der bliver sagt en masse, der aldrig skulle have været sagt – fra begge parter. Fra skolens side bliver der sagt, at dels min datter lyver om, hvad der er sket: At den anden pige på eget initiativ delte invitationerne ud og at klasselæreren ikke var bekendt med, at de skulle holde fælles fødselsdag – og dels, at jeg lyver om, at jeg ikke er blevet ringet op (det siges, at der har stået to vidner og overværet, at klasselæreren har ringet til mig fire gange). Hertil siger min datters far, at han vil have bestyrelsen med ind over. Hertil bliver der sagt, at ”så slutter vores samarbejde”. Det vil sige, at der trues med at smide min datter ud af skolen.

Rektor beder slutteligt min datters far sige til mig, at jeg skal sende en mail til hende med beskrivelse af hændelsesforløbet inden den efterfølgende dag. Dette gør jeg om aftenen onsdag d. 5. maj. I dag er det d. 14. maj og jeg har endnu ikke hørt noget fra skolen.

Det vil sige, at jeg til stadighed går og er stærkt bekymret for, at de vil gøre alvor af truslen om at smide min datter ud af skolen, og jeg føler mig udsat for magtmisbrug. Jeg kan ikke sove om natten og har mistet min appetit.

Følgende ting, gør mig særlig ked af det på min datters vegne:
- At min datter fratages den glæde at dele sine egne fødselsdagsinvitationer ud
- At min datter bliver skældt ud fordi hendes mor har skrevet en mail til klasselæreren
- At min datter ikke modtager anerkendelse af at være ked af at have gået glip af den glæde, det er at dele sine fødselsdagsinvitationer ud, men derimod får at vide, at ”sådan er det, når man ikke kan følge reglerne”.
- At min datter beskyldes for at tale usandt – til trods for, at andre børn i klassen fortæller samme historie: At klasselæreren bad den anden pige om at dele invitationerne ud
- At min datter ikke anerkendes, når hun fortæller, at hun har det dårligt (hjertebanken) og er bange for at blive skældt ud af sin klasselærer igen
- At min datter evt. skal straffes yderligere ved at blive smidt ud af skolen. Årsagssammenhængen bliver således i forhold til hendes børneperspektiv: At hun bliver smidt ud af skolen fordi hun går hjem og fortæller, at hun er ked af det, fordi hun ikke har fået lov til at dele sine invitationer ud. Det må vurderes at være ødelæggende for et barns tillid til de voksne, det er afhængigt af i hverdagen

Jeg søger derfor rådgivning om følgende:

Overvejelser omkring skoleskifte
Til trods for de mange samarbejdsproblemer mellem klasselæreren og mig, har jeg hidtil ment, at det bedste for min datter var at blive på sin skole. De seneste hændelser har dog bragt mig i tvivl herom, idet: 

- At min datter reagerer med fysiske symptomer på stress (hjertebanken)

- At jeg er bekymret for, hvordan disse oplevelser kan påvirke min datters selvværd og tillid til voksne (jf. ovenstående punkter).

- En erkendelse af, at hvis jeg lader hende blive på skolen, vil jeg stå magtesløs, hvis min datter kommer hjem og er ked af noget (idet erfaringen viser, at klasselæreren i bedste fald ikke vil handle herpå og i værste fald nægter, hvad der er sket og fremstiller både min datter og jeg som løgnere).

- At jeg tænker, at der må være bedre muligheder for at finde en god skole, hvis det sker på vores initiativ, frem for at vi skal ud og finde en skole på baggrund af en udsmidning. Jeg er urolig for, at der i så fald ”kun” er distriktsskolen, som er forpligtet til at tage hende, der vil optage hende (og jeg mener, at det vil være et forkert tilbud til min datter)

- At der er op til flere andre børn fra klassen, der er stoppet og hvor forældrene har forklaret, at det var pga. lærermobning fra den pågældende klasselærer samt benægtelse, hvis hun er blevet konfronteret med hendes uhensigtsmæssige adfærd.

- Jeg overvejer, om en Rudolf Steinar skole kunne være et alternativ for min datter. Dels idet min datter er meget glad for at optræde med teater, sang og dans og dels idet jeg tror, at deres pædagogik er mere rummelig.

Hvad er jeres vurdering heraf?

Præsentation af årsagen til et ønske om et evt. skoleskifte på en ny skole

Jeg er bekymret for, hvorledes en ny skole vil opfatte min forklaring omkring ønske om skoleskifte for min datter. Jeg har naturligvis ikke tænkt mig at gå i detaljer, men jeg bliver sandsynligvis nødt til – i grove træk - at forklare, hvorfor min datter ikke trives på sin nuværende skole. Endvidere er jeg bekymret for, hvorledes jeg på bedst mulig vis får informeret en ny skole om min datters udfordringer – uden at risikere afvisning eller risiko for Rosenthal-effekten. På en måde føler jeg mig stavnsbundet, hvilket jeg oplever som grotesk i år 2010.

Kan I rådgive mig omkring, hvordan jeg på bedst mulig vis varetager denne opgave?

Mine muligheder for at opponere imod en evt. beslutning om, at skolen smider min datter ud

Jeg er klar over, at mine muligheder for at opponere herimod er begrænsede i og med, at der er tale om en privatskole. Jeg vil dog alligevel høre jeres vurdering heraf. Jeg har kontaktet skolepsykologen, der mener, at jeg kan klage til hhv. bestyrelsen og den tilsynsførende, og at jeg ikke bør acceptere en udsmidning. Jeg mener dog ikke, at disse instanser har en reel magt, og er bekymret for, at det blot vil bære yderligere ved til bålet.

Hvad er jeres vurdering heraf?

Papirer med klasselærerens vurdering af mig
Som jeg nævne indledningsvis har jeg flere gange oplevet, at klasselæreren har søgt at miskreditere mig. Der er eksempelvis skrevet det pædagogiske notat, som jeg kun fik at se, fordi skolepsykologen gav mig det. Jeg ved jo ikke, om der er skrevet andre papirer med usande påstande omkring mig. Jeg har et stort behov for, at min side af sagen også bliver hørt, og mangler et talerør for forældre. Jeg oplever det stærkt frustrerende, at jeg i daglig tale og officielle papirer bliver fremstillet som et stereotypt eksempel på en ressourcesvag og usamarbejdsvillig enlig mor til et vanskeligt barn og er nervøs over, hvilke eventuelle konsekvenser det kan have for min datter. Jeg føler mig simpelt hen udsat for magtmisbrug.

Hvilke muligheder har jeg for at undsige mig disse usande påstande?

På forhånd tak for svar

Mange hilsener
Anonym

Finn Christensen svarer:

Kære anonym

Tak for din lange og omhyggelige mail, hvori du beskriver de problemer der er opstået mellem dig og din datters skole, hvor hun går i 4. klasse. Kort beskrevet er det en beretning om, at der løbende er udviklet et modsætningsforhold mellem dig - og delvist din datter - og hendes klasselærer og skolelederen primært om klasselærerens holdning til din datter. Du vil nu gerne høre min vurdering af, hvad der er bedst at gøre, idet du er er nervøs for, om skolen ikke længere vil have din datter som elev.

Det er godt med den detaljerede beskrivelse, fordi den viser, at der er tale om grundlæggende problemer, hvor lærerens holdning til din datter må beskrives som præget af negative forventninger samt måske også manglende forståelse af, at hendes motoriske problemer medfører, at hun ikke altid kan koordinere sine bevægelser. Du har ret i, at der er tale om en lang række hændelser, der hver især ikke burde medføre større problemer, men i sammenhæng fortæller de om et mønster, som det er vanskeligt at se bort fra, især da din datter er blevet "budbringeren", som udløser konflikter mellem læreren og dig eller din datters far.

Det er sjældent, at skolegangen forløber godt, hvis der ikke er en positiv eller i hvert fald neutral forbindelse mellem skole og hjem. Alle elever kan komme i en situation, hvor deres adfærd opleves forskelligt fra hjemmet og fra skolen. Ofte ligger sandheden et sted midt imellem, fordi barnet måske ikke altid beretter om hele situationen. Derfor er et vigtigt, at der er gensidig tillid mellem skolen og forældrene, sådan at problemerne opklares og løbende kan løses. Situationen efter din beskrivelse er ikke holdbar, fordi I er kommet til et punkt, hvor I ikke har tillid til, at problemerne kan løses, og der er beskyldninger om usandhed og løgne. Da det er en privat skole, kan den afvise at fortsætte undervisningen af din datter med henvisning til samarbejdsvanskeligheder, uanset hvem der faktisk er årsagen hertil. Men selv om dette ikke skulle ske, tror jeg, at du seriøst bør overveje et skoleskift, medmindre din datter får muligheden for en anden klasselærer.

Det handler om at være realistisk. Hvis skolen ikke ønsker at undervise din datter, vil det næppe hjælpe at klage til skolens bestyrelse eller skolens tilsynsførende. Det vil, som du antyder, næppe gøre samarbejdet bedre, og det vil efter min overbevisning være spild af ressourcer, fordi det ikke vil forbedre situationen for din datter i skolen.

Vi er tæt på sommerferien, så hvis et skoleskift skal etableres, vil jeg foreslå, at du hurtigst muligt ser efter et alternativ. Der er frit valg mellem offentlige skoler, så jeg vil mene, du skal undersøge denne mulighed også. Jeg synes også, at din idé om en Rudolf Steiner skole kan være en god idé, da din datter efter beskrivelsen er glad for kreative fag.

Du er bestemt ikke stavnsbundet. Ved flytning til en ny skole skal du bestemt ikke som begrundelse redegøre for jeres lange konfliktforløb, men blot informere om, at du ønsker et skoleskift, fordi du ikke har fundet undervisningssituationen på den tidligere skole for tilfredsstillende. Så skal du oplyse om din datters lille motoriske problem. Den kommunale folkeskole skal optage alle, der ønsker det - uden særskilt begrundelse. Hvis du ønsker en anden folkeskole end den lokale, skal du henvende dig direkte til den ønskede skole for at undersøge, om der er plads. Det er skolelederne, du i alle tilfælde skal kontakte. Du har efter din mail god kontakt til PPR. Her kan du måske få hjælp til at finde et godt alternativ til den nuværende skole.

Jeg forstår, hvor belastende det må være at blive udsat for negativ omtale - endda på skrift - på skolen, uden at være informeret herom. Det er uetisk og strider mod alle regler for god forvaltning. Jeg går ud fra, at skolelederen beklager det. Og det er heldigvis en undtagelse, som du ikke behøver frygte gentager sig.

Der er kun et tvivlsspørgsmål for mig, og det er din datters holdning til et skoleskift. Du beskriver hende som glad og udadvendt og med gode relationer til kammeraterne samt mange fritidsaktiviteter uden for skolen. Det tyder på, at hun vil have nemt ved et miljøskift. Men du bør nok drøfte flytningen igennem med hende, når du har fundet et alternativt skoletilbud, sådan at hun ser det som en mulighed for en bedre skolegang, og således at hun fortsat kan have relationer til sine venner fra den gamle klasse. En sådan flytning kræver selvfølgelig en særlig opmærksomhed i overgangsperioden, men det er du sikkert opmærksom på.

Jeg håber at have besvaret dine spørgsmål, sådan at du kan træffe en afgørelse.

Venlig hilsen
Finn Christensen

9/06-2010