Uenig i specialunderviserens tilgang til min søn
Jeg planlægger at tage en samtale med min søns engelsklærer. Han får specialundervisning i engelsk, men niveauet er for højt for ham. Han har brug for det hele fra bunden. Man kan jo ikke springe klassetrin over. Han kunne ikke indlære i mange år pga. samsyns-, øjne- og høreproblematikker, som vi selv har sørget for at træne, så min søn nu kan læse, stave og skrive på dansk. Han er 15 år nu og går i 8. klasse. Jeg har selv skaffet og betalt et engelsk indlæringssystem fra USA for børn med indlæringsvanskeligheder. Her lærer min søn at læse engelsk med fonemer, altså lydmetoden. Det er en omstændelig proces og tager tid. Hans engelsklærer mener det er en for langsom metode, men han kan ikke lære at læse på hukommelsen og det visuelle. Det forstår hun ikke.
Jeg vil gerne have hendes samarbejde. Hun lytter ikke til min søn eller jeg. Jeg vil bare gerne have, at hun lærer ham at tale engelsk og skabe sætninger. Nu lærer jeg ham at læse engelsk og tager et ansvar, som burde være hendes. Vi har ikke overskud i hverdagen til også at lære ham at tale engelsk uden for skoletiden. Jeg er alene, er gået ned med stress med kroniske rygsmerter på en kontanthjælp. Min søn dyrker fodbold på eliteniveau, dvs. meget træning og kamp i ugens løb. Og så kæmper han med de andre fag også. Kan du fortælle mig hvor i folkeskoleloven der står noget, som jeg kan holde min søns engelsklærer op på? Jeg er usikker på, hvordan jeg skal forholde mig til eksamener i 9. klasse, når han har store huller, han ikke har fået fyldt ud i alle fag. Særlig
i engelsk og matematik. Og vil det være godt for ham eller ej? Hvilke muligheder har vi i den forbindelse?
Venlig hilsen
Majken
Finn Christensen svarer:

Kære Majken
Tak for din henvendelse om din søns undervisning. Du skriver, at din søns engelskundervisning i 8. klasse efter din opfattelse ikke er god nok, og du vil gerne vide, hvad du kan stille af krav til læreren, der giver ham specialundervisning i engelsk, og hvordan du skal forholde dig til afgangsprøverne i 9. klasse, især i engelsk og matematik. Du oplyser, at din søn har vanskeligheder med at lære, at han ikke kan følge klassens niveau, og at du selv træner ham i engelsk efter et amerikansk system for børn med indlæringsvanskeligheder byggende på lydmetoden.
De tre fag dansk, matematik og engelsk er de tre hovedfag i skolen i dag. Derfor er det fint, at din søn trods flere vanskeligheder nu har lært at læse, stave og skrive på dansk. Udfordringerne ligger så i matematik og engelsk, og her er det godt, at han får specialundervisning, og at du hjælper til. Det er flot, at du har anskaffet et undervisningssystem fra USA.
Hjemmearbejdet skal gerne være en støtte til skolens undervisning og ikke stå i modsætning hertil, hvis det skal være til gavn for din søn. Lydmetoden er den sikre metode til læsning, både på dansk og engelsk, men det er en metode, der tager tid. Jeg tror, at den ekstra træning derhjemme vil hjælpe din søn, selv om undervisningen i skolen ikke bygger på samme princip. Efter din beskrivelse satser læreren på at lære børnene et antal ordbilleder, formentligt for at de hurtigere skal kunne opleve, at de kan noget engelsk. Det er en metode, som hurtigt giver resultater, og som i mange tilfælde vil være god for børn, der har haft læsevanskeligheder. De to metoder udelukker imidlertid ikke hinanden. Snarere er det sådan, at de supplerer hinanden, sådan at din søn både får lært nogle ord og får lært at stave sig frem i ord, som han ikke kender.
Jeg vil foreslå dig, at du drøfter undervisningen med læreren, sådan at I sammen finder ud af, hvordan din søns undervisning bedst fremmes. I behøver ikke bruge samme metode eller undervisningsmaterialer, men I skal sørge for, at din søn bevarer lysten til at træne det nye sprog. Med hensyn til at tale og formulere sproget er det under alle omstændigheder vigtigt, at de ord og sætninger, der læses og skrives også tales og bruges i sætninger. Man kan ikke læse og skrive ord, som man ikke kender og kan udtale.
Som du sikkert ved, skal specialundervisningen bygge på den enkelte elevs individuelle forudsætninger, og valg af undervisningsmetode og undervisningsmaterialer skal bygge på, hvad der er bedst for eleven. Jeg ved ikke, hvordan din søns særlige stærke og svage sider er indlæringsmæssigt. Kort kan det siges, at man skal bygge på de stærke sider og forsøge at træne de svage sider. For den auditivt stærke (lydopfattelse) er det bedst at arbejde med lyde, og for den visuelt stærke (synsopfattelse) er det bedst at arbejde med ordbilleder, men i begge tilfælde suppleret med træning i det, der er svært. Hvis der ikke allerede ligger en vurdering af din søns forudsætninger, kan du bede skolen eller PPR om hjælp til en analyse. I din samtale med læreren vil det være vigtigt at kende de forudsætninger, som undervisningen skal bygge på. Der er ikke én metode, der er den rigtige eller den bedste. Det afhænger helt af den enkelte elevs forudsætninger. Under alle omstændigheder er sprogundervisning helt afhængig af træning, og her især træning, der tilstræber, at eleven fortsat har lyst til at arbejde med det, der er svært. Det kræver opmuntring og en positiv stemning, så det ikke bliver en belastning for eleven. Derfor er det afgørende, at du sammen med skolen - og din søn - finder ud af, hvordan I i fællesskab alle bedst kan arbejde med engelsk. Du kan ikke pålægge læreren at benytte bestemte metoder eller undervisningsmaterialer, men du kan sammen med læreren finde ud af, hvordan I i fællesskab kan støtte din søn.
Du spørger til folkeskolens afgangsprøver. Generelt er det vigtigt, at der satses på at deltage i prøverne enten ved udgangen af 9. klasse eller i 10. klasse. Hvis din søn ikke er parat hertil, vil prøverne senere kunne tages på VUC. Selv om din søn måske ikke bliver parat til alle prøver, vil det være godt kun at tage nogle af dem. Det er noget, du skal drøfte med skolen og med din søn. Han kan blive fritaget, og der er også i nogle tilfælde mulighed for at gå til prøve på særlige vilkår. Det er dig, der sammen med skolen træffer afgørelse herom.
Du giver udtryk for i din mail, at du er gået ned med stress og sygdomsproblemer, og at du føler dig presset i forhold til at undervise din søn, som har problemer med indlæringen. Jeg er sikker på, at både du og din søn gør alt, hvad I kan, for at han skal få så god en skolegang som muligt, men det er ikke godt, hvis det kommer til at overskygge det, der er endnu vigtigere, nemlig et godt samvær, hvor der ikke fokuseres så meget på det, der er svært, men i stedet på det, som fungerer godt. Der er alt for mange elever i specialundervisningen, der føler, at de ikke er gode nok, og som mister selvtillid, fordi de altid skal gøre noget, som de ikke har lyst til, eller som de ikke magter. Det gælder om uden for skoletiden at finde noget, den unge kan være glad for og er tilfreds med. Dette er grundlaget for at overvinde de udfordringer, som en vanskelig skolegang giver, og det er vigtigere for fremtiden end at opnå nogle karakterer ved skolegangens afslutning. Det er absolut godt, at du vil hjælpe din søn med skolegangen, men det er endnu vigtigere, hvis du støtter ham ved, at I får nogle gode oplevelser sammen, som ikke er en belastning for hverken dig eller din søn. Det bliver for surt, hvis vi altid skal gøre noget, vi ikke er gode til.
Jeg håber, at du får en god samtale med skolen om din søns undervisning, og jeg håber, at du og din søn får nogle gode og fornøjelige aktiviteter sammen.
Venlig hilsen
Finn Christensen
20/04-2010

Brevkasse
Kontakt
Sitemap
Print