Skolebørn
At rejse er at leve – og at lære
 
Af Lotte Frandsen, mor og freelancejournalist
 
Sidste år tog min mand og jeg seks uger til USA med vores søn, Holger, på 11 år. Det var seks uger uden for skoleferien. At tage børnene ud af skolen uden for skoleferien er der mange, der har en holdning til:
”Forældre viser manglende respekt for skolens arbejde, når de tager af sted med deres børn uden for skolernes ferie”. Sådan lød svadaen fra undervisningsminister Bertel Haarder (V) i sommeren 2008.
Ifølge lærernes formand, Anders Bondo Christensen, ”sender det et signal om, at det, der foregår i skolen, ikke er særligt vigtigt, når forældre tager deres børn ud af skolen uden for ferierne”.
Og senest er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blevet kritiseret for at tage til Tenerife med sin familie, som rummer to børn i skolealderen, uden for den fastlagte skoleferie.
Jeg havde nu ingen betænkeligheder. Jeg kan godt selv vurdere, om det er forsvarligt at tage min søn ud af skolen. Både med hensyn til det faglige og med hensyn til det sociale. Vi havde en unik chance for at være sammen i hele seks uger, og den greb vi selvfølgelig.
Heldigvis var skolen meget samarbejdsvillig. Skolelederen og lærerne har vænnet sig til en virkelighed, hvor forældrenes arbejdsliv er fleksibelt, hvor ferier ikke længere ligger i faste rammer, og hvor flere og flere børn holder lange ferier uden for de fastlagte skoleferier. De ønskede god tur, men understregede samtidig, hvor vigtigt det var for Holger at lave lektier undervejs. Så vi pakkede artigt de ekstra kilo skolebøger. De kom frem én gang.
Jeg påtager mig det fulde ansvar for den manglende lektielæsning. Det er ikke min mening at modarbejde skolen, og jeg synes helt bestemt lærerne gør et kæmpestort og vigtigt arbejde. Og herhjemme laver Holger pligtopfyldende sine lektier. Men jeg vil påstå, at min søn har lært mere i løbet af de seks uger i USA, end han ville have lært hjemme i skolen.
Han har hørt, talt og skrevet engelsk, så han nu staver bedre på engelsk end på dansk. Han har regnet om fra dollars og yards til kroner og meter, og han har lært om flyvefisk, alligatorer og søkøer. Han har svømmet med delfiner, surfet på bølger og dykket ned på havets bund og fået langt mere end den anbefalede times motion om dagen.
Men først og fremmest har han fået helt ind under huden, at man kan leve sit liv på andre måder, end man gør i Århus og omegn. Han har mødt mennesker af alle racer, set hjemløse, der lever i papkasser, og snakket med veteraner fra Vietnam-krigen. Han har udviklet en social forståelse, jeg er meget stolt af, og han har udviklet sig fra at være en genert dreng til at være en verdensborger. Hjemme igen og tilbage på skolebænken holder Holger fast i sit fordomsfrie udsyn og sin umiddelbare tilgang til alt nyt.
Vi vil gerne af sted igen og har ikke betænkeligheder ved at tage ham ud af skolen en gang til. Men næste gang bliver skolebøgerne hjemme. For at rejse er at leve og i høj grad også at lære.
 
 
 
 
 
Nr. 3, marts 2010.

Artikler
Test kan gøre skolen bedre
Ekstra hænder i klassen
Turbo på dansk
Læsemakker til gensidig fordel
Slut med fejlfinding og 1400 regler
Vi er begyndt at palse derhjemme
Forældrene er en kraft
Skolebestyrelsen og økonomien
At rejse er at leve - og at lære

Redaktionen


Skolebørn
Skole og Samfund
Kvægtorvsgade 1
1710 København v
33261721
redaktionen@skole-samfund.dk


Redaktør: Claus Engelund
Direkte telefon: 33 86 02 07


Ansv. red.: Benedikte Ask Skotte


Redaktionssekretær: Lizzi Ege Johansen

 
Annoncer