Ikke enig i indstilling til specialklasse
Vi er gået lidt i hårdknude vedr. vores datter på godt seks år.
Vores datter er i 2007 blevet testet af PPR og fundet ca. ½ år efter i udvikling på nogle områder. Hun er igen i 2009 blevet testet, og her vurderes, at hun er ca. 1 år efter sin udvikling. Vi vælger at søge om skoleudsættelse, og vores datter går derfor i børnehave et år ekstra. Her befinder hun sig i dag.
Vores datter har udviklet sig meget siden den sidste test, og vi vurderer som forældre, at hun er klar til normal skolegang. Vores børnehave har i efteråret 2009 lavet en test - Kuno Beller - hvor de vurderer hende bagud. Vi har efterfølgende haft møde med børnehaven omkring en del fejl i forløbet af denne test, som derfor efter vores mening ikke er brugbar i vurderingen af vores datter.
PPR og børnehaven har indstillet til vores skoleudvalg i kommunen, at hun bliver optaget på specialklasse. Her har vi fået en henvisning, og overvejer at klage til klagenævnet vedr. denne afgørelse. Skoleudvalget i Haderslev Kommune har oplyst os, at de vægter PPRs opfattelse højere end vores som forældre. Det kan dog undre os, at skoleudvalget overhovedet skal give en henvisning, når vi ikke ønsker dette, men ønsker hende i vores normale skole.
Vi har skrevet vores datter op i vores lokale skole. Hvad skal der til for, at skolen kan afvise hende? Vores datter er efter vores opfattelse godt med rent fagligt og socialt. Der hvor vores datter kan have vanskeligheder er kognitivt.
Vi har søgt viden om, hvordan vi skal takle hele forløbet, og hvem der egentlig i sidste ende tager den beslutning om, hvor vores datter efter sommerferien skal starte i skole. Vi ønsker egentlig ikke, at PPR eller skoleudvalget er inddraget i denne sag, men ønsker at vores lokale skole - hvor hun er skrevet op - tager beslutningen om de kan optage vores datter.
Hvor kan man søge hjælp til svar på disse spørgsmål, og hvem er det egentlig der afgør, hvor vores datter skal starte i skole? Hvor kan man få den hjælp og evt. få støtte til at varetage vores sag?
Med venlig hilsen
Henrik Nielsen
Finn Christensen svarer:

Kære Henrik Nielsen
Tak for din henvendelse om jeres datter, som I ønsker skal starte i hjemskolen, mens kommunen planlægger, at hun skal starte i en specialklasse. I oplyser, at jeres datter har fået udsat skolegangen, at hun er blevet testet flere gange, og at sagen har været forelagt kommunens skoleudvalg med en udtalelse fra PPR, og at det er besluttet, at hun skal i en specialklasse.
Først vil jeg oplyse om reglerne, der er gældende for specialundervisning. Jeres datter har på grund af sin udvikling fået dispensation for undervisningspligten et år, og der er nu gennemført en pædagogisk psykologisk undersøgelse, som viser, at hun fortsat har brug for hjælp. En sådan undersøgelse forudsætter forældrenes tilslutning, og kan kun gennemføres, hvis det er absolut nødvendigt af hensyn til barnets udvikling. Det er et krav, at undersøgelsen inddrager forældrenes holdninger og vurderinger, og at der udtrykkeligt fra PPR gøres opmærksom på, hvis I ikke er enige i beskrivelserne eller forslagene. I skal have udtalelsen tilsendt skriftligt, så I har mulighed for at gøre indsigelse.
Retningslinierne for henvisning til specialundervisning er, at der skal være en begrundelse for ikke at starte i den lokale skole. Den skal altid vælges, hvis det er muligt at etablere den nødvendige specialpædagogiske støtte her. Hvis dette ikke er muligt, kan der henvises til anden undervisning i fx en specialklasse. Men også her skal der ved beslutningen om henvisning være inddragelse af forældrene, og deres ønsker skal tillægges betydelig vægt. Det skal med andre ord være nødvendigt af hensyn til jeres datter, hvis jeres ønsker om støtte i hjemskolen ikke skal søges imødekommet.
Da jeres datter endnu ikke er startet i folkeskolen, er det kommunalbestyrelsen, her skoleudvalget, der træffer beslutning om henvisning til specielle foranstaltninger. Ved skolestart, hvor barnet er anmeldt til start i en lokal skole, vil det være normalt, at der er indhentet en udtalelse fra denne skole om muligheden for at undervise barnet lokalt, inden der træffes beslutninger om andre tilbud. Det er normalt svært for skoler at få elever henvist til specialklasser, men det skal kunne lade sig gøre, hvis skolen ikke selv magter at undervise barnet.
Så vidt jeg kan læse, er der allerede truffet beslutning om henvisning til en specialklasse, selv om I har gjort indsigelse. I kan herefter klage til Klagenævnet for vidtgående specialundervisning, og det synes jeg, I skal gøre. Husk at klagen skal fremsendes senest 4 uger efter, at I har modtaget kommunens afgørelse.
Hvis I sender en klage, vil jeg foreslå, at I beder skolelederen på den lokale skole om at udtale sig om, hvorvidt skolen kan varetage undervisningen af jeres datter. Hvis skolelederen allerede har udtalt sig, bør I vedlægge udtalelsen, idet det er afgørende, om skolen er i stand til at yde den nødvendige faglige støtte i undervisningen.
Fra Klagenævnet vil jeres henvendelse blive sendt til Haderslev Kommune til udtalelse, og hvis der kommer nye oplysninger frem, som I ikke kender, vil I få det at vide. Klagenævnet vil herefter bede nogle pædagogiske fagfolk om at vurdere, om der er grundlag for at ændre kommunens afgørelse, og sagen vil blive forelagt Klagenævnet til afgørelse. I Klagenævnet sidder repræsentanter for Danske Handicaporganisationer, for Kommunerne og for Danske Regioner. Formanden er dommer ved landsretten. Klagenævnet giver forældrene medhold, hvis der er grundlag herfor, og beslutningen kan ikke omgøres af kommunen. I de senere år har forældrene fået medhold i deres klager i 40-50 % af de forelagte sager.
Ud over en udtalelse fra den lokale skole, skal I vedlægge kopi af alle de oplysninger, som I finder relevante. Det kan både være udtalelser fra børnehaven, og jeres egne iagttagelser, gerne med eksempler på, hvorfor I mener, at hun skal i den lokale skole. I bør også oplyse, hvis hun har modtaget nogen form for støtte i børnehaven, og hvorledes denne støtte har fungeret. PPRs rapporter over de forskellige undersøgelser samt den kommunale afgørelse skal naturligvis også vedlægges. Jeg vil endvidere foreslå, at I vedlægger en beskrivelse af den specialklasse, som kommunen har henvist hende til, og som I ikke ønsker. Hvis I ikke har den, skal I bede skolen, hvor den ligger, herom.
Det kan selvfølgelig blive til meget papir, men det afgørende er, at det er klart beskrevet, hvordan jeres datters behov for specialpædagogisk støtte er, og hvilke muligheder, der er for at imødekomme det. Det skal altså ikke kun være test eller formelle oplysninger, der fremsendes, men lige så gerne jeres egne eller pædagogernes beskrivelser af jeres datter.
I behøver ikke at være bange for, at jeres sag ikke bliver behandlet ordentligt i Klagenævnet. For det første er Klagenævnet til for at forældrene kan blive hørt en ekstra gang. For det andet stilles der ikke særlige krav til hverken brevskrivning eller formulering. I skal blot skrive, hvad I mener. Hvis I er i tvivl om noget, kan I roligt kontakte nævnets sekretariat. De vil hjælpe jer, hvis I er i tvivl om noget.
Det er vigtigt for børn, at de får en god start i skolen. Det er første gang, barnet møder nogle fremmede, der stiller krav, og hvor der ikke altid kan tages individuelle hensyn. Derfor er det vigtigt, at der er et positivt samarbejde mellem skolen og forældrene, sådan at barnet ikke kommer i klemme mellem forskellige holdninger og forventninger. Skolegangen skulle gerne være et fælles projekt af hensyn til barnet. Jeg håber meget, at der findes en løsning på jeres datters skolegang i folkeskolen. Alternativet kan være en privat skole, men det er forbundet med udgifter, og det forudsætter, at skolen finder, at de kan tilbyde den rette undervisning.
Der er ikke bestemte måder at få hjælp på i en sådan sag, bortset fra den hjælp, som Skole og Samfund her yder, men det burde heller ikke være nødvendigt i forbindelse med Klagenævnets behandling af en klage.
Venlig hilsen
Finn Christensen
9/3-2010

Brevkasse
Kontakt
Sitemap
Print