Bange for at blive syg i skolen

Vi har en datter på 8 år som går i 1. kl. Hun er for ca. en måned siden begyndt at være bange for at være i skole. Det startede med, at hun et par aftener derhjemme var panikslagen for at skulle kaste op, vi fik beroliget hende og hun sov. Efter nogle dage synes hun, hun havde lidt kvalme i
weekenden, da hun var til børnefødselsdag, men det fik vi også talt med hende om. Så begyndte problemet i skolen i stedet for, første gang blev hun ringet hjem, men da min mand hentede hende var der intet. Næste dag var hun så bange og ked af det, at jeg lod hende blive hjemme. Herefter fulgte nogle dage, hvor hun var ked af det om morgenen, men tog afsted. Efter 1½ uge blev hun igen ringet hjem af læreren, men jeg forelagde hende problemet og sagde, at jeg synes hun skulle blive i skolen, da jeg vidste, hun ikke fejlede noget, men at det var noget psykisk, hun blev hentet efter skole den dag og vi talte med læreren, og vores datter om, at hun kunne gå op og sige til hende, hvis hun fik det dårligt, så hun lige kunne få en pause, eller lidt frisk luft, så det gik over. Men den aftale virker heller ikke, vi har stadigvæk store problemer med, at hun er ked af det og skal afsted til skole, vi har dog holdt fast i at hun skal afsted, da det efter vores mening er med til at give hende nogle succesoplevelser, med at det går over i løbet af dagen som det oftest gør. Vi har talt meget med vores datter, om der er noget, hun er ked af, nogen der driller hende eller andet, men hun fastholder, at hun bare er bange for at blive syg imens hun er i skole, især hvis hun får feber eller kaster op. En af hendes klassekammerater havde kastet op ud over bordet en måneds tid efter alt det her startede, og hun bliver ved med at sige, at det er det hun er bange for, men vi er usikre på, om der ligger andet bagved, som hun ikke selv kan sætte ord på. Vi ved efterhånden ikke, hvad vi skal gøre eller om vi presser hende for hårdt. Skal til sidst lige sige at, jeg kun arbejder 2 dage om ugen, så hun er ikke et barn som på nogen måde er stresset eller er mange timer i SFO. Vi har overvejet, om vi skal tage kontakt til skolepsykologen?
 
Venlig hilsen
Stella Jensen

Marianne Ledstrup svarer:

Kære Stella Jensen

Det er ikke ualmindeligt, at børn i 7-8 års alderen pludselig bliver ængstelige og bange uden nogen forklarlig årsag. Det kan være for mørke, for at være alene ovenpå, når forældrene er nedenunder, eller som det er tilfældet med jeres datter, bange for at blive syg i skolen.
I jeres datters tilfælde er der en grund til, at hun er bange. Det hun har oplevet med klassekammeraten, der pludselig bliver syg og kaster op, har umiddelbart påvirket hende stærkt. Det er også en voldsom scene, sådan som du beskriver den. Dertil kommer, at flere af klassekammeraterne sikkert er kommet med ubehagsytringer af forskellig slags. Langtfra nogen ønskværdig situation for et barn at havne i.
 
Det kan på mange måder være rigtig hårdt at gå i 1. klasse, både fagligt og socialt. Alt efter, hvordan undervisningen er tilrettelagt, og lærernes indstilling til lektier, disciplin med mere, kan overgangen fra børnehaveklasse til 1. klasse  opleves overvældende og fyldt med krav.
Børnene skal ligeledes bruge mange ressourcer på at begå sig socialt, både i klassen og i SFOen. Det kan godt tære på kræfterne hos jeres datter. Jeg siger ikke, at det hænger sådan sammen, men det kan være medvirkende årsager til, at I lige nu befinder jer i denne meget belastende situation.
 
Når et barn har forskellige ”sygdomstegn”, når det skal i skole, er det altid en god ide at få lægen til at se på det, om ikke for andet så bare for at være helt sikker på, at der ikke er noget somatisk i vejen. Lægen ved også noget om psykosomatiske symptomer, altså det at en psykisk belastende situation kan udløse sygdomssymptomer som mavepine, hovedpine og opkastning. Det er også muligt, at lægen kan medvirke til en løsning.

Som du selv er inde på, er det også den mulighed at kontakte en skolepsykolog. Det kan ske igennem Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i kommunen.  PPR har psykologer, som forhåbentlig kan ”trænge igennem” og få en snak om, hvad der trykker hende. Det har I selv forsøgt, men det lykkes langt fra altid for forældre at få et svar. Psykologen har nogle teknikker til at forstå jeres datters  situation, og hun eller han skal fungerer som rådgiver for både forældre og skole. I bør altså med hjælp fra psykologen kunne få en fælles strategi for, hvordan jeres datters aktuelle problemer skal gribes an.
 
Med venlig hilsen
Marianne Ledstrup

2/3-2010