Lyddøv datter
Min datter Joy på 12 år går i 6. klasse og har hele sin skolegang haft svært ved at læse. Vi har på INTET tidspunkt fået støtte af skolen. Har for 2 år siden selv fundet ud af, at hun er lyddøv. Har herefter selv betalt for lydbehandling på en klinik, 3500 kr. Det skal siges, at behandlingen har hjulpet, men hun er jo fortsat bagefter fagligt i engelsk, matematik og dansk. Vi har nu valgt at lade hende gå 6. klasse om på en anden skole (aug. 2010). Mit spørgsmål til jer: Hvad kan man forlange af en folkeskole? Er det rimeligt, vi selv skal finde en diagnose på vores datter? Selv betale for behandling? Lyddøvhed er ikke et nyt problem. Min datter blev testet for ordblindhed i 4. klasse. Man MÅ da tænke på, at hun evt. kunne være lyddøv? Eller er det endnu et økonomisk spørgsmål? Som det lyder, er jeg en MEGET utilfreds bruger af folkeskolen og vil på INGEN måde anbefale den til andre.
Venlig hilsen
Bettina
Karsten Vestergaard svarer:

Kære Bettina
Det er naturligvis helt galt, at skolen ikke har reageret på din datters læsevanskeligheder for længe siden. Hun burde have været henvist til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) for mange år siden for at få en forklaring på hendes læsevanskeligheder, så skolen kunne arbejde på at afhjælpe dem. Du nævner ikke PPR, så jeg går ud fra, at de ikke har været involveret. Hvis I har henvendt jer på skolen om jeres datters læseproblemer, uden de har foretaget sig noget, har de forsømt deres pligt til at afhjælpe problemerne i samarbejde med jer. Det fremgår klart af folkeskoleloven.
Vær i øvrigt opmærksom på, at I altid kan henvende jer direkte til PPR om jeres datter. Hvis hun fortsat har store faglige vanskeligheder, kan I også nu anmode PPR om at udrede årsagerne.
Du skriver, at I på eget initiativ har fundet ud af, at jeres datter er ”lyddøv”. Det er en betegnelse, der anvendes af tilhængere af Christian A. Volfs teorier om indlæringsproblemer/læsevanskeligheder og lydterapi. Det er en omstridt metode, som ikke er anerkendt af fagfolk, og der ligger ikke nogen videnskabelig undersøgelse bag metoden.
Lydbehandling hjælper nogle børn, men om det er selve behandlingen, eller det, at der fokuseres på barnets vanskeligheder, er ifølge sagkundskaben ikke afklaret.
Du kan derfor ikke regne med at få refunderet beløbet eller få bevilget penge til yderligere behandling.
Det kan være en god idé at lade jeres datter gå 6. klasse om på en anden skole, og det kan være en mulighed for at begynde på en frisk. Her tænker jeg blandt andet på at få set nærmere på jeres datters vanskeligheder, hvis de fortsat giver problemer med skolearbejdet. I kan bede skolen om at henvise til PPR, eller I kan som sagt gøre det selv.
Har jeres datter behov for specialpædagogisk bistand (specialundervisning) skal hun have det. Det må ikke afvises på grund af økonomiske problemer eller andre usaglige undskyldninger. Folkeskoleloven er klar på det område.
Lyddøv er altså ikke en anerkendt diagnose, så den kommer du ikke langt med i det officielle system. Men der er en anden diagnose der for 4 år siden blev anerkendt i Danmark, nemlig APD, der er en forkortelse for Auditory Processing Disorder. Det betyder, at hørelsen (som regel) er normal, men at hjernens fortolkning af lydene er forstyrret. Eller som der står på APD-gruppens hjemmeside: ”Når en person har APD, betyder det, at ørerne hører fint, men hjernen ikke forstår, hvad der bliver sagt.”
Det er slet ikke sikkert at jeres datter har APD, men I kan da se på APD-gruppens hjemmeside, hvor der står mere om symptomerne. Herefter kan I eventuelt gå videre til PPR og egen læge med henblik på en egentlig undersøgelse, hvis der er grund til det. Lægeligt er det Audiologisk Afdeling, der kan stille diagnosen.
APD-gruppens hjemmeside er: www.apd.dk
Jeg håber, din datter får den undervisning, hun har behov for på den nye skole, og at du vil få genoprettet din tillid til skolen.
Venlig hilsen
Karsten Vestergaard
2/3-2010

Brevkasse
Kontakt
Sitemap
Print