Klage over politiet
Jeg bliver desværre nødt til at nævne over for jer, at klage over politiet er og bliver en umulig opgave, for dem, man skal klage til, når klagen er rettet på politiet, er Statsadvokaten, og det er selv samme Statsadvokat, som skal behandle klagen, og hvordan ender det så? Man får aldrig ret. Selv om en landsdommer og en advokat ryster på hovedet over det stykke politiarbejde, der er udført, får man heller ikke ret. Statsadvokaten kan til enhver tid fordreje fakta. Men jeg glæder mig da til, at en justitsminister får lavet dette om, men det tør de vel heller ikke.
Hilsen
Søren
Karsten Vestergaard svarer:

Kære Søren
Nu kan jeg jo ikke se hvad det er du har klaget over og hvorfor, men jeg gætter på at det på en eller anden måde har med skolen at gøre, siden du skriver til Forældrerådgivningen.
Dine betragtninger om politiets klagesystem kan jeg ikke være uenig med dig i. Det er og bliver uheldigt når en instans skal behandle klager over sig selv, og praksis viser da også at man sjældent får noget ud af at klage over politiet – det er jo også din erfaring kan jeg se.
Der arbejdes fra flere sider på at gøre klagesystemet uafhængigt af politiet og statsadvokaten, men det er ikke lykkedes endnu. Det er dog sådan, at statsadvokaternes behandling af en klagesag følges af politiklagenævnet, der har ret til at lave en indsigelse. Politiklagenævnet er neutralt og består af en advokat og to borgere. Man kan altså godt opleve, at en klagesag ikke behandles af politiklagenævnet.
Hvis du er utilfreds med statsadvokatens afgørelse, og det ser det bestemt ud til er tilfældet, kan du klage til rigsadvokaten. Det samme kan politiklagenævnet i øvrigt. Der er en klagefrist på 4 uger fra du modtager skriftligt svar på din klage. Svaret skal ifølge forvaltningsloven indeholde en klagevejledning, så den har du forhåbentlig fået.
Mere tror jeg ikke Forældrerådgivningen kan sige i den sag.
Venlig hilsen
Karsten Vestergaard
9/2-2010

Brevkasse
Kontakt
Sitemap
Print