Børnenes universitet
Brobygningen til de videregående uddannelser er flyttet ned i fjerde klasse. På Børneuniversitet kan man låne en forsker til en anderledes forelæsning. Målet er at få flere unge til at vælge en akademisk uddannelse
Af Connie Mikkelsen
– Luk øjnene og tænk kun på blyanten i jeres hånd. Så snart I kommer til at tænke på noget som helst andet, skal I slippe blyanten og åbne øjnene igen. I skal være megakoncentrerede!
Thomas Bredahl står over for de 19 elever i 4.b på Marie Jørgensens Skole i Odense. Han tæller ”1-2-3-NU”, og få sekunder efter begynder blyanterne at falde. Efter mindre end et minut er der kun et par piger der stadig holder blyanten mellem fingrene.
– Kunne I mærke hvor svært det var at fokusere på én ting, spørger Thomas Bredahl og forklarer eleverne at netop evnen til at koncentrere sig og lukke alt andet ude spiller en rolle hvis man vil være en dygtig idrætsmand.
Thomas Bredahl ved, hvad han taler om. Til daglig er han ansat på Syddansk Universitet som idrætsforsker, han er studieleder for masteruddannelsen i fitness og træning, har netop afleveret sin ph.d om motion på recept, og så er han selv tidligere håndboldspiller og gymnastikinstruktør. Samt far til Jeppe og Mathilde.
Rockerne i fængslet
Mødet med 4.b er hans første optræden som gæsteforelæser i folkeskolen, og af samme grund sidder teaterinstruktør Steffen Rode med som fluen på væggen. Efter foredraget skal han evaluere Thomas’ præstation: fik han fat i børnene? Hvad kunne være bedre?
Foreløbig går det ret godt. Thomas Bredahl har klassens fulde opmærksomhed, fordi hans intro startede et andet sted end eleverne havde forventet. Nemlig imellem en flok kronragede Bandidos-rockere i et fængsel.
– Inden jeg startede på universitetet, arbejdede jeg i et fængsel, og en sommerdag, hvor de her store, tatoverede gutter var ude at spille bold, skete der noget.
Hele klassen venter spændt på at høre hvad, og Thomas Bredahl scorer de første point med dramatiseringen af det optrin der fik betydning for hans karrierevalg.
– SLAM, sagde det da bolden ramte et glas saft som en af rockerbosserne sad med ude på sidelinien. Åh nej, tænkte jeg, nu bliver der ballade. Men til min store overraskelse gav den her skaldede gut sig bare til at tørre saften op stille og roligt…
Thomas Bredahl holder en kunstpause. Så konkluderer han at den menneskelige adfærd er fuld af mysterier.
– Det syntes jeg var fedt, og derfor gav jeg mig til at studere idrætspsykologi, forklarer han.
Sveddryppende forskning
Den næste halve time får Thomas Bredahl en levende dialog med klassen om hvad et universitet er, og hvad en forsker går rundt og laver. Han viser en række billeder på sin overhead. Først af fodboldspilleren Ronaldo og Tyson Gay, en af verdens hurtigste 100 meter-løbere.
– Hvordan har de trænet for at blive henholdsvis verdens bedste fodboldspiller og en supersprinter? Det kunne en idrætsforsker for eksempel undersøge, siger han inden han tager hele flokken med over i gymnastiksalen til en omgang sveddryppende forskning.
Eleverne skal teste sig selv i tre fysiologiske discipliner: hoppehøjde, hurtighed og balanceevne. Pigerne mod drengene. Der skal tages tid, måles ud og regnes gennemsnit, og eleverne går op i det med liv og sjæl.
Pigerne vinder på point.
Bagefter får pulsen lov at falde til ro over en stille snak om kostens betydning og hvorfor det er godt at bevæge sig.
– Fordi, så bliver man ikke for tyk… så bliver man bedre til det man laver… fordi det er sundt, lyder svarene.
Både Thomas Bredahl og klassens idrætslærer, Dorthe Rasmussen, nikker anerkendende. Faktisk ved de jo meget allerede i 4.b. Men derfor er det nu alligevel sjovt at blive testet af én udefra.
Efter halvanden time er seancen forbi, og børnene stormer ud i frikvarteret.
– Tillykke med en god premiere, lyder det imens fra teaterinstruktør Steffen Rode.
Lån en forsker – det er gratis
Hvad sker der inde i cellerne når vi bliver syge? Hvad er strøm, og hvordan virker det?
Emnerne er mange i Børneuniversitetets katalog over miniforelæsninger som folkeskolerne i Region Syddanmark kan rekvirere kvit og frit fra.
På længere sigt er det meningen, at tilbuddet skal gælde alle landets folkeskoler, men i Region Syddanmark er uddannelsesniveauet under landsgennemsnittet, og derfor er projektet startet her.
Det er Center for Kunst og Videnskab på Syddansk Universitet der står bag initiativet hvor 30 af universitetets forskere skal gennemgå et kursus i mundtlig formidling til børn, med fokus på kropssprog, fortælleteknik og grafiske virkemidler.
Ambitionen er at give de unge mennesker et positivt indtryk af akademiske fag så flere af dem overvejer at gå i den retning. Børneuniversitetet er således en del af det EU-finansierede støtteprogram ”Mind the Gap” hvor formålet er at styrke den eksisterende brobygning til de videregående uddannelser.
Læs mere, og bestil eventuelt en forelæsning til din egen skole på www.sdu.dk/boerneuniversitet

Tidligere numre
Kontakt
Sitemap
Print