Skolebørn
Nedtælling til skolebestyrelsesvalget

Af Niels-Christian Andersen

Skolebestyrelsesvalget 2010 er udskudt i to-tre måneder i forhold til tidligere. Den nye skolebestyrelse tiltræder d. 1. august 2010. Det betyder, at I, der nu sidder i skolebestyrelsen, får jeres mandat forlænget til udgangen af juli næste år.
Men det er allerede nu, skolebestyrelsen skal til at tænke på at forberede valget. Den nye valgbekendtgørelse er endnu ikke udsendt. Vi ved dog, at valget skal være endeligt afsluttet senest 31. maj 2010. Hjemmene skal underrettes om valget senest d. 13. februar, og valglisten skal ligge færdig senest d. 18. marts.
Efter de nye regler kan kommunalbestyrelsen give tilladelse til, at valget på alle kommunens skoler afholdes som forskudt valg, således at halvdelen af skolebestyrelsesmedlemmerne er på valg hvert andet år. Det synes Skole og Samfund er en god idé, fordi det giver forældre, hvis børn forlader folkeskolen i de kommende år, mulighed for at stille op til bestyrelsen med den viden, at der skal være valg igen om to år. Og fordi det sikrer et mere kontinuerligt arbejde i skolebestyrelsen, når alle medlemmerne ikke skiftes ud på én gang.
Kommunalbestyrelsen kan også beslutte, at kandidater kan opstilles på de ordinære forældremøder i klasserne i stedet for på et særligt valgmøde. I Skole og Samfund tror vi, at det vil give langt flere kandidater til valget.
Men kommunalbestyrelsen skal altså aktivt træffe beslutning om disse alternative muligheder. Og det gør den nok ikke af egen drift. Så hvis I  ønsker rullende valg og opstilling af kandidater i klasserne, skal I snarest henvende jer til kommunalbestyrelsen, så beslutningen kan træffes i tide.
Skal der holdes traditionelt valgmøde, så skal det ligge senest d. 8. april.
Under alle omstændigheder bærer den siddende skolebestyrelse et stort ansvar for, hvordan valget kommer til at gå. Om det løber ud i sandet eller bliver en fin markering af forældrenes interesse for skolen, afhænger i høj grad af det forberedende arbejde, der skal påbegyndes nu.
Kig de egnede og interesserede forældre ud, og få dem til at overveje at stille op. I kan passende se jer omkring i kredsen af kontaktforældre/klasserådsrepræsentanter. Det er ofte herfra nye skolebestyrelsesmedlemmer kan rekrutteres.
Men man kan også have øjne og ører åbne på klasseforældremøderne, hvor I sikkert alligevel af og til møder op for at fortælle om skolebestyrelsens arbejde. På disse møder kan I gøre opmærksom på det kommende valg og opfordre interesserede til at overveje at stille op. Måske går I så langt som at sende et brev hjem med alle elever med oplysninger om det kommende valg og opfordring til at lade sig opstille. 
Lige så snart vi får den nye valgbekendtgørelse fra Undervisningsministeriet, udsender Skole og Samfund et materiale, som skolerne kan bruge til at forberede valget. Men forberedelsen af valget bør være et punkt på dagsordenen allerede på jeres næste møde.
 
Nr. 9, oktober 2009.

Artikler
Styr på tiden
Daglig motion år efter år
Matematik med høj puls
Næsten som en efterskole
4.b bliver superlæsere på plejehjemmet
En ekstra dosis dansk
Nedtælling til skolebestyrelsesvalget
Mobbeofres forældre overreagerer

Redaktionen


Skolebørn
Skole og Samfund
Kvægtorvsgade 1
1710 København v
33261721
redaktionen@skole-samfund.dk


Redaktør: Claus Engelund
Direkte telefon: 33 86 02 07


Ansv. red.: Benedikte Ask Skotte


Redaktionssekretær: Lizzi Ege Johansen

 
Annoncer