Forældrepar ønsker ikke at vores børn leger
Hej
Jeg er mor til en pige på 9 år, som har ADHD.
Hun fungerer fint i skolen og har rent fagligt ikke nogen problemer - det er jo dejligt.
Det er således, at der i klassen lige har været kaldt til samling, fordi der generelt har været meget uro i klassen børnene i mellem - altså ikke noget specifikt på min datter - her er det så, at man gerne vil opnå et fællesskab os voksne imellem og samtidig styrke vores sammenhold mellem vores børn - så det bliver en harmonisk og velfungerende klasse.
Det er således, at vi har en problemstilling med et forældrepar i klassen, som ikke ønsker, at deres barn skal have kontakt til vores datter - hun har af sine forældre fået af vide, at de ikke må lege sammen i skolen eller privat. De mener, vores datter, fra de gik i børnehave, og frem til børnehaveklassen, har haft dårlig effekt på deres datter - i form af at min datter har isoleret deres datter – været dominerende - og været over hende hele tiden - og ikke accepteret, når der var blevet sagt nej til at ville lege, således at de har følt, at deres datter ikke har kunnet udvikle sig, og at hun har været bange for vores datter. At dette var noget, de havde gjort opmærksom på adskillige gange over for pædagogerne og lærere i skolen. Men altså ikke os forældre. Det er således, at min datter det sidste ½ år af børnehaven frem til skolestart havde støttepædagog - men støttepædagogen har aldrig nævnt noget problem, overfor os - og jeg har lige læste hendes dagbøger igennem, som vi har haft gennem tiden.
Jeg troede så efter dengang, at det ikke var et problem i skolen som sådan, indtil forleden hvor min datter så kom hjem - og fortalte at pigen igen havde fortalt, at de ikke måtte lege sammen - men at de legede af og til leger sammen hemmeligt - for pigen vil selv gerne lege. Jeg er nået dertil, hvor privat det er et overstået kapitel - men jeg føler at pigens forældre, som jeg først nu har fået en forklaring fra, straffer min datter utroligt hårdt - ved også at de ikke må lege sammen i skolen.
Citat fra deres brev:
Ydermere ser vi os igen nødsaget til at pointere, at vi IKKE bakker op omkring nogen legerelation mellem børnene udover den omgang, de har med hinanden i skoletiden blandt de andre kammerater.
Og hermed er sagen afsluttet for vores vedkommende.
Hvordan skal jeg forholde mig?
Mvh
en frustreret mor
Thurid Øregaard svarer:
(9. september 2009)
Kære frustrerede mor
Som jeg læser din henvendelse, er der tale om en mobbeproblematik, som du bør henvende dig til klasselæreren/klassens lærere om. Det er ikke rimeligt, at din datter ikke må henvende sig til en af sine klassekammerater, når hun er i skole. Hvad der konkret er sket mellem de to piger tidligere i skoleforløbet, er du ikke blevet orienteret om, men løsningen af det problem, der har været, er ikke at isolere din datter, men at støtte børnene i at få gode relationer.
Det fremgår ikke, om lærerne ved noget om det brev, I har modtaget af klassekammeratens forældre. Men som nævnt, bør lærerne inddrages i denne problematik, og I skal som forældre bede om at blive orienteret om, hvordan der vil blive arbejdet med at forhindre mobning og i stedet få opbygget gode relationer mellem klassens elever.
Lærerne har allerede ved at indkalde jer til møde vist, at de ønsker at opbygge gode relationer både mellem børnene indbyrdes og mellem forældrene. Man kan foreslå lærerne, at der tilknyttes en ekstern person, som har erfaring i at arbejde med elevgrupper, hvor der mobbes. Måske råder kommunen over en konsulent eller anden fagperson, som har indsigt og erfaring på dette område. Under alle omstændigheder skal der gøres en indsats og lægges en plan, som bør forelægges forældrene, så de kan støtte lærerne og børnene i arbejdsprocessen.
Hvis der er forældre, der modvirker processen, bør I henvende jer til skolens leder og opfordre vedkommende til at gå ind i sagen. Mobning er så alvorligt et problem, at skolen har pligt til at arbejde seriøst med denne problematik. Fra august 2009 skal alle skoler have en antimobbestrategi, som skal sætte fokus på konsekvenserne af mobning og indføre redskaber til at bekæmpe mobningen.
Jeg håber, I når frem til en god proces med henblik på at modvirke mobning, ellers er du velkommen til at vende tilbage.
Med venlig hilsen
Thurid Øregaard

Brevkasse
Kontakt
Sitemap
Print