Fælles viden - fælles handling

Ja, vi er klar!

For at fremme målet om, at 95 % af en elevårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse, har KL, Danmarks Lærerforening, BUPL, Børne- og Kulturchefforeningen, Skolelederne og Skole & Samfund drøftet, hvordan den nyeste forskning om børns og unges læring understøtter skolens arbejde.
 
Parterne peger i enighed på forskningsresultater, der tydeliggør fire ligeværdige opmærksomhedsfelter. Disse kræver fælles indsats fra politikere, ledere, lærere, pædagoger og forældre:
 
1)      Fællesskabet har stor betydning for børn og unges læring.
Forskning viser, at selvdannelse, selvværd og læringslyst kommer af at deltage, bidrage og øve indflydelse i fællesskaber. Det er derfor vigtigt at have mere opmærksomhed på børn og unges fællesskaber.
 
2)     Læsning har stor betydning for unges selvværd og livsmål.
Forskning viser, at eleverne bliver bedre læsere, når de får støtte og opmuntring til at holde ud og tro på sig selv. Det er derfor vigtigt at have opmærksomhed på tidlig læseindsats og relevant læseundervisning i hele skoleforløbet.
 
3)     Der er et stort uddannelsespotentiale blandt indvandrerelever.
Forskning gennemhuller myten om, at indvandrere ikke vil uddanne sig. Faktisk uddanner unge fra indvandrerhjem med få uddannelses- og beskæftigelsesressourcer sig mere end danske unge med samme sociale baggrund. Det er vigtigt at have fokus på dette potentiale.
 
4)     Aktiv familiekultur er vigtig for børn og unges uddannelse.
Forskning viser, at unge fra hjem, hvor begge forældre er ufaglærte, kan opnå samme læsefærdigheder og stort set samme uddannelsesresultater som unge fra hjem, hvor mindst én har en lang videregående uddannelse, hvis familiens kultur fx er præget af fælles aktiviteter.
 
I ’Fælles viden – fælles handling’ gives et indblik i nyere forskning på skole/ undervisningsområdet samt konkrete forslag til at følge op på forskningen. Desuden lægges op til en videre debat i kommuner og på skoler.
 
Politikere, ledere, lærere, pædagoger og forældre har et fælles ansvar for, at den unge forlader folkeskolen med ordene: Ja, jeg er klar!

Læs mere om det fælles udspil

 
 
Annoncer