Kan elever tvinges på hyttetur?
Kan skolen tvinge børn med på hyttetur? Findes der en lov inden for området?
Mvh
Larsen
Karsten Vestergaard svarer:
(18. juni 2009)
Kære Larsen
Der står i folkeskolelovens § 16 at dele af undervisningen på skoledage kan organiseres og tilrettelægges som ekskursioner uden overnatning eller lejrskoler med overnatning. Hytteture er ikke nævnt, men reglerne er de samme som for lejrskoler, og indholdet vil som regel også være det samme.
Det er der skrevet en hel vejledning om: ”Vejledning om ekskursioner, lejrskoler og skolerejser m.v. i folkeskolen”, du kan se den på: www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=23242
Både ekskursioner og lejrskoler skal ligge inden for folkeskolelovens rammer, dvs. at der er tale om undervisning, der finder sted uden for skolens område, men der er tale om undervisning, og eleverne har i princippet mødepligt. Men som der står i vejledningen:
Selv om eleverne har mødepligt, antages det imidlertid, at skolen ikke kan gennemtvinge en udvidelse af undervisningstiden til også at omfatte overnatning ude for den elev, der af særlige grunde ikke ønsker dette. For elever, der ikke deltager i lejrskolen, tilrettelægger skolen anden undervisning.
Man kan altså ikke tvinge en elev til at deltage i en lejrskole/hyttetur, og det gør folkeskoler heller ikke. Til gengæld har eleven mødepligt til den undervisning skolen tilrettelægger mens klassen er af sted.
Det fremgår ikke, hvad der ligger bag dit spørgsmål, og der kan jo være mange begrundelser for, at man ikke vil have sit barn med på en lejrskole/hyttetur.
En af årsagerne til forældres vægring mod at lade deres barn komme med på lejrskole/hyttetur kan være at forældrene afkræves betaling for turen. Med de skrabede budgetter skolerne må leve med, kan det være fristende at lade forældrene betale for en del af turen, forældrene bliver måske på et forældremøde enige om at er i orden, hvis det betyder at børnene så kan komme af sted.
Men det må man ikke! Kommunen skal dække alle udgifter, der er nødvendige for at gennemføre ekskursioner og lejrskoler, også transport.
Eneste undtagelse er, at kommunen (skolen) kan forlange, at den enkelte elevs forældre sørger for elevens forplejning. Betalingen for maden fastsættes under hensyn til et anslået normalt sparet hjemmeforbrug.
Men altså: Skolen kan ikke tvinge dit barn med på hyttetur, men dit barn er ikke fritaget for undervisning, hvis det bliver hjemme.
Med venlig hilsen
Karsten Vestergaard

Brevkasse
Kontakt
Sitemap
Print