Er min datter mon skoleklar?
Hej
Jeg skriver til jer, fordi vi er meget i tvivl med hensyn til skolestart af vores datter, som fylder 5 år i marts 2009. Egentlig skulle hun starte i børnehaveklasse i 2010, men hun er meget interesseret i bogstaver og prøver hele tiden at stave sig frem til nye ord både hjemme og når vi kører bil. Hun rimer og tæller og kan alle bogstaver. Hun kan selv sætte dem sammen til små ord.
Det er gået meget hurtigt med hende siden hun startede i børnehaven for 1½ år siden.
Vores datter har en storebror på 10 og en storesøster på 8, og fagligt kan jeg se, at hun er lige så langt som de andre to var i slutningen af børnehaveklassen.
I børnehaven undrede de sig meget over, da jeg spurgte dem, om de synes at min datter var klar til skolen. De mener slet ikke at hun har alderen og er moden til det.
Selvfølgelig opfører hun sig som en lille pige på 5 år, og i børnehaven, som er en skovbørnehave, foretager de sig en masse gode ting, som ikke har noget med tal og bogstaver at gøre.
Jeg er selv fra marts og ville ønske jeg var kommet et år før i skole, fordi det var meget svært for mig socialt idet jeg gik så meget op i at lære at de andre så mig som en outsider, som altid var først færdig.
Mine 2 ældre børn er også meget hurtige til at lære. Min datter, som kom i skole lige da hun var fyldt 6, forstyrrer i timen. Hun hører ikke efter, når opgaven bliver gennemgået, fordi hun synes at læreren snakker for meget om noget hun allerede ved. Bagefter kræver hun en hurtig introduktion fordi hun ikke hørte efter, bliver hurtig færdig med opgaven og går derefter rundt og snakker forstyrrende med de andre elever.
Jeg mener at det er vigtigt at gribe motivationen for at lære, når den er der.
Hvis de ting, som bliver gennemgået i klassen altid er noget som eleven allerede har lært, lærer eleven ikke at koncentrere sig om at lytte.
Problemer dukker op i de større klasser, hvor opgaverne bliver mere krævende. Eleven har på det tidspunkt meget svært ved at følge en mundtlig gennemgang.
Min lille datter leger oftest med de mindre børn i børnehaven, men derhjemme leger hun lige så fint med naboens større dreng, som går i børnehaveklasse. Hun er god til at tilpasse sig omgivelserne og kan være lige fra en legebaby til en stor pige som dækker bord, rydder op og beskæftiger sig stille og roligt med sig selv i lang tid.
Hun har fået nogle opgavebøger til børn til 6 år, og jeg måtte indskærpe hende til kun at lave 4 sider om dagen, ellers ville hun bare fortsætte.
Jeg kan godt forstå, at det kan være svært for en lærer at skulle have et så lille barn i skolen, men jeg synes til gengæld at det er rigtig synd, hvis min datter ikke får stillet sine behov for at lære nu.
Jeg vil gerne gøre det rigtige for min datter og ved derfor ikke hvorvidt jeg skal følge børnehavelederens råd eller min egen intuition. Jeg vil derfor vide om det er muligt at sende hende direkte i første klasse, hvis jeg vælger at lade hende tage et år mere i børnehaven?
Med venlig hilsen
Kirsten
Inge Markor svarer:
(27. jan. 2009)
Kære Kirsten
Du spørger, blandt mange andre ting, om du har en mulighed for at få din datter i 1. klasse august 2010, hvis du lader hende forblive i børnehaven fra august 2009.
Folkeskoleloven giver dig denne mulighed jvnf. §38.: "Et barn skal efter forældrenes anmodning jvnf. §54 optages i 1. klasse i det kalenderår, hvor barnet fylder seks år, hvis det må antages at kunne følge undervisningen." Du har således en juridisk mulighed.
Du beskriver din datter som en pige, der er meget boglig nysgerrig. Det er rigtig godt, og jeg synes, at du bare skal fylde på. Jeg er altså ikke enig med dig i at stoppe pigen efter 4 sider, jeg vil nok nærmere se på tiden hun bruger, og dermed få hendes dag skabt med varieret indhold, ligesom hos "computerbørn". Når hun kommer i skole, er det skolens pligt at undervisningsdifferentiere, således at hun vil være i stadig udvikling.
Der er imidlertid flere aspekter end de rent boglige, der skal tilgodeses, for at være parat til skolen. Din datter beskriver du også som en pige, der gerne søger yngre elever i sociale sammenhænge som leg i børnehaven. Dette kunne tolkes som om din datter har det fint med et år mere i børnehaven. Selvom det ikke er direkte boglig læring, vil den motoriske udfoldelse i skovbørnehaven give en rigtig god ballast for senere bolig indlæring, ligesom dette at kunne finde detaljerne ud af en større sammenhæng ved observationer om naturens små finesser vil være en støtte.
Du skal også gøre dig nogle overvejelser om din datters rolle på lang sigt. Det er ofte meget senere end ved skolestart, der kan opstå problemer for skolebegyndere. I konfirmationsalderen er disse børn ikke socialt modne nok til at følge med klassekammeraterne i deres interesser og aktiviteter, men følger med alligevel med stor selvusikkerhed til følge. Manglende selvsikkerhed giver sig ofte udslag i stor selvhævdelse og så vil din datter kunne løbe ind i en turbulent pubertet. På endnu længere sigt vil almenvidende fag som f.eks. danske stile, samfundsopgaver osv. til studentereksamen ofte blive af større kvalitet ved en større modenhed.
Med hensyn til den ældre datter kan hendes opførsel i klassen også skyldes andet end at hun er en "af de skarpe knive i skuffen". Hun kan jo være meget umoden mht. at modtage en kollektiv besked.
Jeg ønsker dig et godt valg for din datter både på kort og lang sigt til glæde for hende og for familien.
Venlig hilsen
Inger Markor

Brevkasse
Kontakt
Sitemap
Print