Skole og Samfund projekt modtager europæisk pris
                                   
   30. november 2008
 
Forældreorganisationen Skole og Samfund blev lørdag belønnet med den europæiske forældresammenslutning EPAs Alcuin-medalje. Medaljen blev overrakt ved en ceremoni på Malta for projektet ”Trivselsambassadører”. 

Projektet var indstillet til prisen sammen med an række andre projekter fra hele Europa, og blev belønnet som det næstbedste projekt i 2008. Prisen blev givet for originalitet, projektets  bidrag til uddannelse, involvering af forældrene, udvikling af skole/hjem-samarbejdet samt fordi projektet let lader sig efterligne i andre europæiske lande.

Skole og Samfunds landsformand Benedikte Ask Skotte udtalte efter prisoverrækkelsen:
”Jeg er stolt over denne internationale anerkendelse af Skole og Samfunds arbejde for at formindske mobning i skolen. Vi fik bl.a. prisen, fordi projektet let lader sig omplante til andre lande.”
”Forældrene spiller en vigtig rolle i kampen mod mobning, og vi håber, prisen vil få endnu flere forældre til at melde sig som trivselsambassadører”, slutter Benedikte Ask Skotte.

Skole og Samfund beder for tiden forældre på alle landets folkeskoler om at melde sig som trivselsambassadører, der skal støtte skolens forældre i arbejdet med at forhindre mobning i skolen. Skole og Samfund uddanner de frivillige forældre i projektet, der modtager støtte fra Undervisningsministeriet.

Alcuin-prisen er opkaldt efter Karl den Stores ”undervisningsminister”, munken Alcuin(død 804), der grundlagde katedralskoler over hele Europa. Han anses af mange for at være grundlæggeren af det moderne europæiske skolevæsen. Prisen uddeles en gang om året til et projekt, der støtter forældrenes rolle i deres børns uddannelse.
 
 
Annoncer