Bortvisning i børnehaveklassen
Hejsa.
Min søn på 7 år har været bortvist fra folkeskole i børnehave klassen, i 14 dage. Da ringede skolelederen og sagde at nu kunne de jo ikke holde ham væk længere... Han har ADHD og NLD. Vi havde aftale med børnehavekl. lederen om at hvis der var problemer med ham, skulle de ringe så vi kunne hente ham hjem. På trod af mange episoder med problemer med ham, ringede de aldrig. Først den da han blev bortvist. han har et stort temperament, og have sparket ud efetr en lærer. det var ikke første gang det skete. jeg er enig i at man ikke har resourcer i folkeskolen, til sådanne børn, men jeg er nødt til at vide om de er i deres ret til at bortvise en 7 årig dreng fra børnehave klassen, med et handicap, som de udemærket var klar over ??
Hilsen Jannie Ejlerskov Jensen
Karsten Vestergaard svarer:

(20. nov. 2007)
Kære Jannie Ejlerskov Jensen
Nej, folkeskolen har under ingen omstændigheder lov til at bortvise en elev i børnehaveklassen. Til og med 2. klasse er det ikke tilladt at bortvise en elev fra folkeskolen. Bortvisning af elever fra 3. klasse og opefter må kun finde sted efter forudgående samtaler, påtaler eller advarsler, og er betinget af forudgående meddelelse til hjemmet. I øvrigt må en bortvisning kun vare i op til en uge – og kun i undtagelsestilfælde må en elev bortvises to gange inden for samme skoleår.
Så hvis der virkelig har været tale om en bortvisning i 14 dage, og ikke at din søn har været holdt hjemme efter aftale med dig, er der tale om en klar lovovertrædelse som du med rette kan klage til kommunalbestyrelsen over. Som du beskriver forløbet, er der tale om en forkastelig beslutning fra skolelederens side.
Du skriver at din søn har fået konstateret ADHD og NLD (Nonverbal Learning Disorder), og det ser ud til at skolen vidste det, inden han begyndte i børnehaveklassen. Med disse diagnoser kan din søn klart betegnes som et barn med særlige behov i skolen, og det forekommer derfor uforståeligt at der ikke fra starten har været iværksat et beredskab til at tilgodese hans forudsigelige vanskeligheder. Det havde kunnet gøres på flere måder, men den rigtige løsning kræver et godt kendskab til din søn og de lokale forhold, så det vil jeg ikke komme nærmere ind på her, men at han har krav på støtte er jeg ret sikker på.
Aftalen om at I blot skulle hente ham, hvis der opstod problemer, er ikke acceptabel. Den løsning skal man kun gribe til hvis alt andet ikke virker og kun af hensyn til drengens tarv.
Du skriver ikke noget om Pædagogisk Psykologisk Rådgivnings (PPR´s) medvirken. Jeg håber da at skolen har anmodet om en pædagogisk-psykologisk vurdering af din søns undervisningsbehov så snart de fik oplyst at han har både ADHD og NLP, det er skolens leder der er ansvarlig for en indstilling til PPR efter aftale med forældrene.
Hvis det er sket skal der foreligge en skriftlig indstilling til skolens leder, og I skal have modtaget en kopi. Det skal fremgå af indstillingen om din søn har behov for specialpædagogisk bistand og i givet fald hvordan og hvor meget.
Hvis PPR ikke har foretaget en vurdering af din søns særlige behov i skolen, bør det ske nu. Du kan bede skolens leder gøre det, eller du kan selv henvende dig til PPR i kommunen og bede om at få lavet en vurdering.
(Alt dette fremgår af Bekendtgørelsen om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogiske bistand som kan ses på Undervisningsministeriets hjemmeside www.uvm.dk ).
Du skal ikke bare acceptere at folkeskolen ikke har resurser til at tilgodese din søn, det skal folkeskolen kunne! Det er muligt at skolen på grund af kommunernes dårlige økonomi har svært ved at finde de nødvendige resurser til din søn, men han har efter folkeskoleloven soleklar ret til at få den nødvendige hjælp, og den skal han have. Får han den ikke har du ret til at klage til kommunalbestyrelsen eller Klagenævnet for vidtgående specialundervisning (www.klagenaevnet.dk )
Så jeg vil anbefale dig at:
1. Gøre skolen opmærksom på at du ikke vil acceptere flere bortvisninger af din søn.
2. Bede om en pædagogisk-psykologisk vurdering af din søns behov for støtte i undervisningen og at de nødvendige foranstaltninger bliver gennemført.
Giver din søns undervisning fortsat anledning til problemer er du velkommen til at henvende dig igen, eventuelt ved en telefonsamtale.
Venlig hilsen
Karsten Vestergaard
Forældrerådgivningen

Brevkasse
Kontakt
Sitemap
Print