Decentralisering giver større skolepolitisk indflydelse til skolebestyrelsen

Når kommunen uddelegerer mange skolepolitiske beslutninger til den enkelte skole, så ser det ud til at give skolebestyrelsen og den enkelte skole større indflydelse.
Det viser en omfattende spørgeskemaundersøgelse, der er gennemført i foråret 2008 af Morten Jakobsen fra Institut for Statskundskab ved Århus Universitet i samarbejde med Skole og Samfund. I undersøgelsen har 3772 skolebestyrelsesmedlemmer svaret på en lang række spørgsmål vedrørende deres arbejde og indflydelse.
 
Høj aktivitet påvirker ikke kommunen
Umiddelbart kunne man tro, at jo dårligere stillet skolen er med hensyn til resurser mv., jo højere er skolebestyrelsens politiske aktivitet for at rette op på dette. Men det synes ikke at være tilfældet.
Til gengæld er der en klar sammenhæng mellem størrelse – både skolens og kommunens – og skolebestyrelsens politiske aktivitet. Små skoler og små kommuner har større aktivitet blandt skolebestyrelsesmedlemmerne end store.
De skolebestyrelser, der udfolder stor aktivitet for at påvirke kommunens skolepolitik, ser ikke ud til at have stor succes. Der er kun ringe sammenhæng mellem skolebestyrelsens politiske aktivitet og den førte skolepolitik i kommunen. Derimod har det stor betydning, hvis der i kommunalbestyrelsen sidder mange skolefolk.
 
Svært at få folk til at stille op
Selv om det ikke er undersøgt, så er det nærliggende at se en sammenhæng mellem den ringe grad af succes med at påvirke kommunen og interessen for at engagere sig i skolebestyrelsesarbejdet. I hvert fald viser undersøgelsen, at mere end halvdelen af de adspurgte synes, det har været vanskeligt at finde kandidater til skolebestyrelsesarbejdet. En anden faktor, der måske også påvirker denne interesse, er graden af uafhængighed af skolelederen. 40 % af besvarelserne angiver, at det er svært for skolebestyrelsen at træffe beslutninger, der er i modstrid med skolelederens ønsker. Og 60 % mener, at skolelederen generelt har stor indflydelse på skolebestyrelsens beslutninger.


Læs resumé af undersøgelsen

Læs hele undersøgelsen

 
 
Annoncer