Gå børnehaveklassen om?
Jeg har været til skolehjem samtale, og her fortæller de, at min datter
måske skal gå om. Det vurderes endeligt til marts. Hun er fra februar 02, så hun er kommet 1 år før i skole, dette anbefalede børnehaven. Jeg ønsker naturligvis det bedste for hende, med bekymrer mig om det vil blive et nederlag. Har tænkt på, om det kunne være bedre for hende at starte forfra på en anden skole? De siger, at hun er med fagligt og socialt, men hun er umoden, og derfor er der meget leg i hende. Hun er en drengepige og leger meget med drenge eller piger, der er til udeleg. Hun leger ikke med typiske pigeting, men hun er god til at lege rollelege. Dette synes læreren også var et problem, men det er jo hendes personlighed, og sådan har hun altid været. Kan I give mig et godt råd?
Charlotte Nielsen
Thurid Øregaard svarer:
(19. dec. 2007)
Kære Charlotte Nielsen
Noget kunne tyde på, at din datter alligevel er kommet et år for tidligt i skole.
Undervisningen i børnehaveklassen foregår fortrinsvis som leg og andre udviklende aktiviteter. I de senere år er der dog kommet et større fokus på faglige aktiviteter allerede fra børnehaveklassen. Det forudsætter, at børnene kan være opmærksomme og koncentrerede, når der undervises, og det forudsætter igen en vis modenhed. Det er måske her, det kniber for din datter. Hun har måske mere lyst til at lege, og har derfor svært ved at fastholde opmærksomheden på det, der arbejdes med.
Hvis hun året efter skal i 1. klasse, vil kravene til opmærksomhed og koncentration være endnu større. Derfor bør det indgå i overvejelserne om tidlig skolestart, at barnet året efter kan følge undervisningen i 1. klasse.
Jeg synes, at der er grund til alvorligt at overveje, om det ikke vil være det rigtige at lade din datter gå om. En for tidlig skolestart kan få uheldige konsekvenser mange år fremover.
Lige nu er det selvfølgelig ikke nogen nem situation. Men hvis problemet løses i et godt samarbejde mellem skole og hjem, behøver det ikke blive et nederlag. Din datter skal stille og roligt have forklaret, at hun er den yngste elev i klassen, helt konkret et år yngre end de andre elever. Det er hun, fordi hun er kommet for tidligt i skole. Næste år kommer hun til at gå sammen med børn, der har samme alder som hende.
Hvis samarbejdet med skolen og børnehaveklasselederen er godt, er der derfor ingen grund til at overveje skoleskift. Måske har skolen flere spor, så alternativet kunne være en ny start i parallelsporet.
Du kan bede om en ny samtale med skolen, hvor I sammen kan drøfte og finde frem til en god løsning for din datter. Hvis der er stor sandsynlighed for, at din datter skal gå om, er der ingen grund til at vente til marts med at få klarhed over situationen.
Med venlig hilsen
Thurid Øregaard

Brevkasse
Kontakt
Sitemap
Print