Uddannelse til psykolog

(22. februar 2004)

Hej!
Jeg er en pige på 14 snart 15, jeg vil gerne være psykolog, men det bliver jo svært, for jeg ved godt at man skal være god til matematik og dansk. Det er lige de fag jeg er dårlig til, er der en anden vej jeg kan gå?!

Med venlig hilsen
Gritt


Per Rye svarer:


Kære Gritt!

Du kan læse til psykolog (cand. psych.) på universiteterne i København, Århus og Aalborg og i et vist omfang på RUC i Roskilde.
Adgangskravet er en studentereksamen, HHX, HTX eller evt. HF-eksamen med et gennemsnit på mellem 9,3 og 9,8, hvis du søger ind alene på dine karakterer (kvote 1).

Omkring hver femte studerende optages på psykologistudiet efter kvote 2. Det er typisk studerende, hvis gennemsnit ikke umiddelbart er højt nok. Så kan man supplere med points, som bl.a. kan opnås ved erhvervserfaring, højskoleophold, foreningsarbejde, studieaktiviteter m.v. Alle ansøgninger vurderes individuelt ud fra de enkelte ansøgeres forudsætninger.

Umiddelbart kræves gymnasialt C-niveau i matematik (A er det højeste niveau), mens der ikke er direkte krav til dansk, men naturligvis forventes det, at du behersker dansk mundtligt og skriftligt på et acceptabelt niveau. I nogle tilfælde kan det give dig ekstra points, hvis du har haft matematik på B-niveau, og du ønsker at søge ind efter kvote 2.

Jeg vil råde dig til at tale med din skolevejleder, så I sammen kan se på, hvorledes dine ønsker og forudsætninger passer med din uddannelsesbog / uddannelsesplan.
Hvis du gerne vil sætte dig yderligere ind i studiet og kravene, samt hvad der undervises i, kan du læse mere på fx www.ivuc.dkwww.dp.dk, www.psy.ku.dk, www.au.dk eller www.auc.dk

Venlig hilsen
Per Rye


 
 
Annoncer