Lærer slår elev

Når man oplever, at ens barn får en på hovedet af en midaldrende lærer, som er af den gamle skole - hvor går man så hen ?


14. februar 2003


Man går til ledelsen, der fortæller at læreren er tjenestemand - og derfor ikke bare kan bortvises. Man skal igennem hele systemet, her taler vi om tillidsmænd, fagforening, kommune, lærerforening, byråd mm. Skal man stoppe manden nu, koster det løn og pension de næste tre år, og det er dyrt for skole og kommune. Skoleinspektøren vælger at flytte ham fra de timer, han har med denne klasse - men det er ikke nok for os forældre, vi vil have ham helt væk fra skolen. Vores børn vil stadigvæk møde ham på skolen, og vi vil ikke finde os i, at man bare sender sorteper videre til en anden klasse. Det er dårlig ledelse efter vores mening.

Nu er det så ikke første gang denne lærer forgriber sig på sine elever, så det er meget svært at forstå denne handlingsmåde i systemet. Eleverne har 3-4 konkrete eks. på overgreb samt trusler og psykisk terror fra denne lærer. Alle i klassen er bange for ham. Han har haft fat i andre elever i andre klasser også.

Alle forældre i klassen står sammen og vil have ham fjernet fra al undervisning på skolen - men vi støder ind i problemer pga. at han er tjenestemandsansat og går på pension om to år.

Hvis vi andre menige danskere giver en anden mand en på kassen - og bliver meldt for dette - ja, så må vi også stå til ansvar for vores handlinger, og det må denne lærer også.

Er der nogen der kender til dette her emne, og hvordan man kommer videre, så man kan sørge for, at børnene får en tryg skolegang?


Brian Hald




Jytte Storgaard svarer:





Hvis man som forældre er overbevist om, at børnenes oplysninger er troværdige, må man selvfølgelig foretage sig noget. Der gælder ikke andre regler for lærere end dem, der gælder for os alle sammen: Man må ikke slå på andre mennesker.

Hvis man alligevel gør det, er der tale om et forhold, der er underlagt reglerne i straffeloven, uanset om man er lærer eller ej. Hvis en lærer slår, vil man derfor som forældre kunne indgive en anmeldelse til politiet, som vil indlede en efterforskning på baggrund af de foreliggende oplysninger.

Det er selvfølgelig det mest naturlige, at man som forældre forventer, at skolens leder foretager det fornødne i forhold til læreren. Hvis der virkelig er tale om vold mod et eller flere børn, har skolens leder en tjenstlig pligt til at handle. Han kan ikke bare forflytte læreren, og han kan ikke lade økonomiske overvejelser omkring, hvad det vil koste at afskedige en tjenestemand, få indflydelse på sine handlinger.

For øvrigt kan også tjenestemænd afskediges, endda uden pension, hvis deres forseelser er "grove" nok.

Hvis skolens leder efter jeres opfattelse ikke tager sagen alvorligt nok, kan I - enten selv eller gennem jeres skolebestyrelse - indgive en klage over skolelederen til kommunalbestyrelsen.

Til sidst vil jeg sige, at I skal overveje børnenes beretninger nøje, så I er sikre på ikke at overtolke deres fortælling. Men når det er sagt, vil jeg tilføje: Vold er vold, uanset hvor man møder den, og vi har alle et ansvar for at bekæmpe den. Så I må ikke lade jer stoppe af vanskeligheder i "systemet". Hvis I holder fast i jeres sag, er jeg sikker på, at I vil blive hørt, enten hos den ene eller den anden myndighed.

Jytte Storgaard


 
 
Annoncer